Fra region med store udfordringer, til regionen med de bedste forhold for sundhed i hverdagen.
Nordjylland har været et område med mange borgere med kroniske sygdomme, som ikke lige har fået den behandling og pleje man kunne ønske. Siden vi har fået et universitetshospital og lægeuddannelse i Aalborg – med praktik i hele regionen – er der flere læger som har interesse i at være praktiserende læger i Nordjylland.
Det løser dog ikke hverdagens problemer, men vi har nu en mulighed for at gøre sundhedsvæsenet mere relevant og tilgængeligt.
Radikale Venstre vil sørge for flere tilbud hos praktiserende læger og flere speciallæger i nærområderne. Region Nordjylland har langt færre praktiserende speciallæger (fx praktiserende gynækolog, hjertelæge, ørenæsehalslæge) pr borger i forhold til de andre 4 regioner. Det betyder at flere patienter som ellers kunne behandles ude i det nære, sendes ind på sygehuset for at blive udredt og behandlet.
- Radikale Venstre i Nordjylland mener at der bør tilbydes efteruddannelse til de praktiserende læger og deres ansatte sundhedspersonale, således de bliver endnu bedre i stand til at varetage flere og nye opgaver omkring deres patienter.
- Radikale Venstre mener at der med fordel kan oprettes og ansættes flere praktiserende speciallæger i Region Nordjylland. Det vil give mulighed for at flere patienter kan behandles for specifikke lidelser tættere på eget hjem og aflaste sygehusambulatorierne. Eksempelvis mangler der praktiserende ørelæger, geriatere, børnepsykiatere og gigtlæger.
Radikale Venstre til arbejde for at alle borgere Nordjylland får et Fællesskab på recept. Ingen mennesker lever alene, men har har gode eller dårlige relationer, som enten hjælper eller ødelægger livet. Vi skal understøtte at flere får gode relationer der tror på “dig”, og som træder til når det brænder på. Det skal ikke være formynderi, hvor staten tager over, men simpel hjælp til at komme videre – hvad enten det er fysiske sygdomme, psykiske lidelser eller sociale mavepustere.
- Radikale Venstre i Nordjylland mener at flere nordjyder skal udredes, behandles og følges i almen praksis, for deres kroniske sygdomme.
- Radikale Venstre anerkender Civilsamfundets rolle i at bidrager til borgernes velvære og sundhed og samarbejdet på tværs af det offentlige og de civile tilbud skal styrkes.
- Radikale Venstre mener at Patientskoler (uddannelse af patienter og deres pårørende – så de forstår deres sygdom og får redskaber til at leve et godt liv med sygdommen) er et vigtigt redskab i sundhedsfremme og skal udbredes og støttes og tilbydes af Regionen Nordjylland
Sundhedsvæsenet har været, er – og skal fortsat være – mennesker der hjælper mennesker. Men vi tager i stigende grad teknologien til hjælp, som f.eks. gør kirurgiske indgreb mere skånsomme og hjælpe med at træffe de rette beslutninger om behandling. Derudover skal vi bruge teknologi til at hjælpe os i hverdagen, til at håndtere de sygdomme og skavanker vi efterhånden alle lider under.
- Radikale Venstre ønsker at on-line konsultationer skal være et obligatorisk tilbud hos alle praktiserende læger for de sygdomme og hos de patienter hvor det egner sig.
- Radikale Venstre vil arbejde for at almindelig borgere får adgang til sikre teknologiske produkter, som kan hjælpe i hverdagen. Det betyder at det offentlige sundhedsvæsen skal tage større ansvar for private udbydere af sundhedsservices og -produkter, så vi ikke går på kompromis med sikkerhed men sørger for de bedste løsninger i borgernes hverdag.