Moderaterne havde inviteret til valgmøde d. 16. november i Brønderslev Hallerne, hvor alle partier stod til rådighed.
Der var mange gode drøftelser, og selvom kandidaterne er enige om mange overordnede emner, er der forskelle i fokus og tilgang.
Her på falderebet, kan “de tre ting” jeg vil arbejder for efterhånden opsummeres som:
Brønderslev Kommune
- Grøn omstilling, så vi bidrager til grundlaget for en fuld grøn omstilling på 5 år.
- Erhvervsudvikling, så vi styrke den gode udvikling i iværksætter på landet og fastholder produktion i kommunen.
Region Nordjylland
- En holistisk tilgang til sundhed, med større fokus på forebyggelse og det gode liv på landet.
- Tryghed for alle, herunder at sundhedsvæsenet er tilgængeligt når det brænder på.
Og begge stedet, at mennesket kommer før systemet og økonomien. Vi må ikke miste målet af syne, og både Region og kommune bør altid tage udgangspunkt i det enkelte menneskes behov.
Ældrerådet i Brønderslev inviterede til debat om ældrepolitik i Fælleshuset d. 13. november. Ligesom i hele landet bliver vi flere ældre, og det skal vi forholde os til. Vi skal bort fra at bruge ordet ældrebyrde, men få øjnene op for de erfaringer og kompetencer raske ældre bringer ind i fællesskaberne.
For vi bliver også raskere, selvom der er nogle skavanker, der følger med. På et tidspunkt får de fleste brug for både sundhedsservice og pleje. Det skal vi kunne levere – og i Brønderslev Kommune også på landet.
I Radikale Venstres udspil Grøn fremtid for landdistrikterne, vil vi arbejde for et liv på landet for både unge og ældre. Det kræver både bedre mobilitet, ordentlige muligheder for hjælp og pleje, samt at vi understøtter aktive fællesskaber på landet.
Det kan være at den nemme løsning er at samle behandling, pleje og fritidsaktiviteter i store, bynære faciliteter. Men der er mange levende miljøer i landdistrikterne som vi understøtte fra kommunens side, så det blive bedre at være ældre på landet og man kan blive boende så længe man ønsker det.
Det kræver både kreativitet og nye partnerskaber, samt at vi alle tænker på hvordan vi kan bruge teknologier til at kunne klare mere selv. Ikke som de aktuelle robotstøvsugere, som sikkert er er købt fordi man manglede økonomi og hænder – og fordi de virker fint hjemme hos byrødderne. Vi skal selv have mulighed for – sammen med vores pårørende, venner og plejepersonale – at tage imod de værktøjer, der hjælper i hverdagen, for der er efterhånden mange hjælpemidler som er nemme og anvendelige.
Desværre kan vi ikke bare åbne for kommunalt betalte busser, der kører over det hele, hele tiden. Ligeledes kan vi ikke bare skrive en blanko-check til hjælpemidler (PS. til de unge: dvs. en mobil-pay overførsel, hvor du selv kan bestemme hvor meget ud vil have).
Derfor må vi tænke anderledes, og måske også lade dem, der har mulighederne tage en større del af regningen. Derudover må vi tænke på det som investeringer i stedet for dette års udgifter, da gevinsten kommer tilbage med mindre sygdom og plejebehov. Her vil det være rart om staten og det ny Råd for et aldersvenligt Danmark også ser på kommunerne mulighed for at investere mere langsigtet.
Som afslutning på en god debat i Dronninglund Kunstcenter, måtte jeg komme med den sidste sætning i min notesbog. Tidligere har jeg i debatter, projekter og snakke fået øjnene op for, at der nok er nogle grundlæggende problemstillinger, som medfører f.eks. skolevægring og mistrivsel blandt bør og unge, eller med konflikt mellem det offentlige system og medmenneskelighed, samt forholdet til naturen.
Seneste i Brønderslev, hvor “inklusion” i skolen var på tapetet, i en debat arrangeret af FH Nordjylland.
Der blev jeg gjort opmærksom på, at der er mere grundlæggende problemer i vores samfund, som har større betydning for trivsel, end de muligheder kommunen har (selvom vi godt kan tænke og handle anderledes).
Derfor stod der i min bog: “behov for ny stor fortælling“. Det en min foreløbige refleksion over, om vi bør få en ny måde at tale om vores samfund på, så vi kan finde nye bæredygtige løsninger. Opgøret med skærmtid og sociale medier, som nogle fremhæver, kan være et aspekt. Men der er mange andre.
Derfor slog det mig, da vi talte om kulturpolitik, om ikke det er en af grundpillerne i kunst og kultur at udfordre og præsentere nye indsigter og visioner for vores samfund.
Den offentlige kulturpolitik, f.eks. i Brønderslev Kommune, lider generelt af underfinansiering, så det er jo begrænset hvor store projekter vi kan sætte i gang.
Ikke desto mindre vil jeg gerne gøre mit til at starte en ny samtale. Og måske den kommer til at handle om nye fællesskaber, en anden form for vækst og virkelyst, samt hvordan vi i en teknologisk verden er mennesker i naturen.