Som afslutning på en god debat i Dronninglund Kunstcenter, måtte jeg komme med den sidste sætning i min notesbog. Tidligere har jeg i debatter, projekter og snakke fået øjnene op for, at der nok er nogle grundlæggende problemstillinger, som medfører f.eks. skolevægring og mistrivsel blandt bør og unge, eller med konflikt mellem det offentlige system og medmenneskelighed, samt forholdet til naturen.

Seneste i Brønderslev, hvor “inklusion” i skolen var på tapetet, i en debat arrangeret af FH Nordjylland.

Der blev jeg gjort opmærksom på, at der er mere grundlæggende problemer i vores samfund, som har større betydning for trivsel, end de muligheder kommunen har (selvom vi godt kan tænke og handle anderledes).

Derfor stod der i min bog: “behov for ny stor fortælling“. Det en min foreløbige refleksion over, om vi bør få en ny måde at tale om vores samfund på, så vi kan finde nye bæredygtige løsninger. Opgøret med skærmtid og sociale medier, som nogle fremhæver, kan være et aspekt. Men der er mange andre.

Derfor slog det mig, da vi talte om kulturpolitik, om ikke det er en af grundpillerne i kunst og kultur at udfordre og præsentere nye indsigter og visioner for vores samfund.

Den offentlige kulturpolitik, f.eks. i Brønderslev Kommune, lider generelt af underfinansiering, så det er jo begrænset hvor store projekter vi kan sætte i gang.

Ikke desto mindre vil jeg gerne gøre mit til at starte en ny samtale. Og måske den kommer til at handle om nye fællesskaber, en anden form for vækst og virkelyst, samt hvordan vi i en teknologisk verden er mennesker i naturen.